Det vigtigste møde bliver holdt i usle rammer

Det vigtigste møde bliver holdt i usle rammer April 3, 20183 Comments

Hvor holder du det vigtigste møde i dit liv?

Forstil dig, at du skal holde møde om det mest betydningsfulde i dit liv. De fleste foretrækker et afgrænset sted med ro og fortrolighed, til sådan et møde. Det mest betydningsfulde for de fleste forældre er deres børn – sådan burde det i hvert fald være. Forældrenes møde med pædagoger og lærere om deres elskede børn i dagtilbud og skole, finder dog ofte sted i garderoben eller på gangen, fyldt med andre børn og forældre, som sniger sig forstyrrende forbi eller larmende tager tøj på, mens der flyver huer og sutsko om ørene på en. Er dette en optimal ramme for mødet om det vigtigste i dit liv?

En ussel ramme for mødet om dit barn

Jeg tænker næppe at andre – eksempelvis erhvervsfolk, såsom bankdirektøren, advokaten eller for den sags skyld psykologen – ville acceptere denne ramme for et vigtigt møde. Men forældre til børn i vuggestue, børnehave og skole, må ofte tage sig til takke med denne usle ramme. Selvfølgelig findes der også de formelle møder, som holdes i gennemsnit én gang om året i vuggestuer og børnehave og skole-hjemsamtalen, som cirka holdes to gange om året.

Ét år af et barns liv svarer jo til noget i stil med det tredobbelte af en voksens arbejdsliv. Der sker så ekstrem stor udvikling i et barns liv, at et formaliseret møde der afholdes en eller to gange om året langt fra svarer til den udvikling et barn udlever. Samtidig med denne kendsgerning, peger flere undersøgelser på, at det spiller en central rolle for kvaliteten i daginstitutionen, i hvilken udstrækning forældrene inddrages i daginstitutionens liv, som en ressource for børnenes udvikling samt graden af indflydelse (Sylva, K. Melhuish P., Sammons, 2003).

Der er behov for en ny platform for det gode samarbejde

Som far til min ældste dreng som netop er gået ud af vuggestuen og som fagperson, må jeg indskyde at forældres behov for samtaler med pædagoger eller lærere, jo sjældent dukker op en eller to gange om året, i præcist det interval, hvor de formelle samtaler finder sted. Næh, behovet og ønsket om sparring og viden om sit barns trivsel og udvikling sker jo ofte på baggrund af hverdagshændelserne. Det er netop disse, der bør danne platform for et løbende og gensidigt samarbejde mellem hjem og dagtilbud eller skole. Og det er dét, med barnet i centrum naturligvis, som jeg efterlyser.

I dag findes der kun sporadiske ad hoc løsninger eller uhensigtsmæssige måder til mødet

I dag findes kun sporadiske ad hoc løsninger, hvor en pædagog eller en lærer trækker en forælder til side, eller man som forælder over telefon eller mail, kan bede om et møde. Det problematiske er for det første, at dette for pædagoger og lærere er en passiv måde at drive forældresamarbejde på. Man venter simpelthen til at ’kunderne’ klager eller ønsker hjælp med at foretage sig noget. Dernæst er det problematisk, at samtalen kun kan indledes efter en forælder har blottet sig ved at spørge om hjælp, imellem sko, flyvende huer, børn der leger og andre forældre – eller det kan virke ’koldt’ blot at sende en mail uden et ansigt-til-ansigt møde.

Okay, så sort og hvid er verden heller ikke

Nuvel, der vil sikkert være flere kommuner, dagtilbud og skoler, som mener at de har godt fat om denne vigtige samtale og samarbejdet med forældrene. Til det er der jo kun at lette på hatten og smile.

Min tese om hvordan denne opgave gribes an på nuværende tidspunkt, har ikke rod i et forskningsbelæg – for sådan et er der ikke. Dette er dog et indspark, dannet ud fra de over 50 dagtilbud og en række kommuner jeg har besøgt og undersøgt, til en øget refleksion om, hvordan vi etablerer og forbedrer samarbejdet og dialogen. Jeg mener ikke vi kan stille os tilfredse med den nuværende ramme om mødet om det vigtigste i forældrenes liv – netop deres børn. Der er brug for, at vi tænker nyt om forældre-pædagog-/lærersamarbejdet og finder nye veje til en værdig og mere konstruktiv platform for hverdagssamtalerne om og med børnene i centrum.

 

I håb om at påvirke og bidrage til det gode børneliv og samarbejdet herom.

Sebastian Damkjær-Ohlsen, Direktør, Cand.pæd.pæd.Psyk hos Be-coming

 

3 comments

  1. Kære dig.
    Virkelig interessant og passer lige ind i min verden pt.
    Jeg underviser på pædagoguddannelsen i Odense og
    Jeg har netop fået ca. 200 timer til at undersøge noget omkring udsathed og resiliens. Og jeg kredser om hvordan det ikke eksisterende forældresamarbejde kan være med til at skabe unødvendige belastninger i gang. Men jeg er i den spæde start og derfor var det interessant at læse dit perspektiv! Så tak for det 🙂

    1. Kære Marianne Andersen

      Tak fordi du finder mit blogindlæg interessant.

      Der er brug for at forældresamarbejdet omkring børnenes hverdag i dagtilbud bliver undersøgt nærmere og gerne med henblik på at forbedre den pædagogiske praksis. Fedt, at du er sat på opgaven med at blive lidt klogere på området. Lad mig endelig høre nærmere om dit arbejde om hvad du finder af perspektiver i processen,

      Dobbeltsocialisering er jo et begreb der langt fra er ny et den pædagogiske hverdag. Det peger jo meget fint på at udvikling, læring og trivsel faciliterers og varetages i hjemmet og i dagtilbuddet. Hermed kan det jo synes lidt underligt, at samarbejdet mellem hjem og dagtilbud ikke har fået den opmærksomhed og betydning, som det kræver.

      Mvh Sebastian Damkjær-Ohlsen

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *